Døre kl. 19.00
Koncert kl. 20.00
Pris: 180 +gebyr / Medlem af Klub Harders: 135 + gebyr
De Høje Hæle indtager deres helt egen plads på den danske punkscene med deres både kaotiske og fængende sange. De debuterede i 2008 med en selvbetitlet EP, der med sange som »Røvguitar« og »Drukmås« med det samme slog fast, at bandet var mere optaget af at fræse derudaf end den selvhøjtidelighed, nogle dele af punkscenen kan være præget af. I 2013 fik bandet et mindre gennembrud med albummet Mund til mund, hvor du finder nyklassikeren »Falder for og fra«, der i lang tid roterede på P6 BEAT.
Det er blot blevet til tre nye sange siden, men nu er Hælene for alvor begyndt at røre på sig igen, og det kommer du med garanti til også at gøre, når bandet slipper energien, galskaben og FESTEN løs!
Selv siger bandet om deres kommende koncerter:
Året er 2007, stedet er Ny Ellebjerg. Tre tosser mødes til en øver for første gang. Her fødes De Høje Hæle. Det er tyve år siden, og Gud har satme spillet røvguitar mange gange siden. Selv forstår de stadigvæk ikke, hvad der foregår inde under deres hår, men måske er det også lige meget. Med ny mand bag tønderne giver Hælene dig en ny form for paranoia døgnet rundt. Du kan i hvert fald forvente, at du enten falder for Hælene, eller også falder du fra. Husk dit kikkertsyn, hop ombord i ufoen, og tag en tur i rutsjebanen. Så tænk frem, og se dig ikke tilbage, når du bliver blæst bagover, og mon ikke det ender med en ægte drukmås.
Klub Harders
Som medlem af Klub Harders får du rabat på udvalgte koncerter og adgang til et årligt medlemsarrangement.
Spillestedet Harders er drevet af foreningen Rytmisk Råstof. Et medlemskab af Klub Harders er samtidig også et medlemskab af Rytmisk Råstof. Du vil derfor også få mulighed for at deltage på den årlige generalforsamling og opstille til bestyrelsen, hvis du har lyst til at engagerer dig i Sydfyns Spillested. Læs vores vedtægter for yderlige information om stemmeret til generalforsamling og opstilling til bestyrelsen.
Et medlemskab koster 100 kr. årligt - tilmeld dig her