Spillestedet Harders
Under Himlen Sommer koncerter Live i Svendborg Harders

Under Himlen har fået vokseværk!

De unikke sommerkoncerter under den sydfynske aftenhimmel har fået vokseværk Det svendborgensiske Spillested Harders gentager succesen ’Under Himlen’, der udvider med flere koncertdage og endnu flere spændende artister. Samtidig er hele programmet nu offentliggjort.

I sommeren 2023 dannede den gamle gårdsplads på Spillestedet Harders, et af Svendborgs smukkeste åndehuller, ramme for et væld af koncerter under konceptet ’Harders Under Himlen’. Og igen i løbet af sommeren 2024, fra juni til sidst i august, præsenterer Harders en stor håndfuld unikke livekoncerter under den åbne sydfynske himmel. Ikke nok med at formatet gentages, så udvides både antallet af koncertdage og antallet af spændende artister og bands. Igen i år vil det være muligt at købe mad og lækre drikkevarer i  den velassorterede bar. Det handler nemlig i høj grad om at tilbyde den bedst mulige samlede pakke. Det skal være en helstøbt oplevelse, og det bliver det også, fortæller Jeppe Skjold, der er daglig leder på Harders.

– Med koncertformatet ’Harders under himlen’ har vi forsøgt at skabe en rar, fortættet og omfavnende stemning for vores koncertgæster. Vi har som altid nøje udvalgt artisterne, der står på scenen, men vi har også forsøgt at skræddersy aftenerne efter, hvad vi tror, gæsterne ønsker sig for at gøre aftenen komplet, siger han. For den daglige leder er det ikke svært at finde på gode argumenter for at tage til Harders Under Himlen: – Levende musik, god mad, en gedigen barmenu under stjernehimlen på en sommernat i Svendborg, med gode venner og/eller sin kæreste under armen. Det er da svært at takke nej til, siger Jeppe Skjold.

Helt unik for Sydfyn
De sidste fire år har der været koncerter under åben himmel i gården ved Harders, men for første gang i 2023 blev konceptet ’Under Himlen’ søsat og med utrolig god respons fra både gæster, frivillige og artister/bands. Sommeren 2023 bød på seks forskellige datoer med storslåede udendørs koncerter, men i år bliver det endnu vildere, fristes man til at sige. Harders udvider nemlig til hele ni datoer startende fra 22. juni. Nogle af datoerne vil endda være med tre artister på én aften.

Det er altså et format i vokseværk og rammerne omkring sommerkoncerterne er i konstant udvikling. Livemusik i den gamle brostensbelagte købmandsgård under den lyse sommerhimmel, giver en helt særlig og intim koncertoplevelse. En unik mulighed i sydfynsk regi, lyder det fra programchef Mads Stephensen.
– Harders Under Himlen har et format, som skiller sig ud fra alle andre større udendørs koncertformater i hele det sydfynske område. Musikken er hårdt og nøje udvalgt i tråd med den kunstneriske ideologi, som vi arbejder med til dagligt på Harders, om at ville noget med vores publikum, siger Mads Stephensen om programmet, der nu er helstøbt og senest offentliggjort med bandet I Got You On Tape, som får lov til at lukke og slukke for dette års ’Harders Under Himlen’. Der kan købes billetter til koncerterne på hjemmesiden harders.nu. Billetterne sælges alle enkeltvis og ikke som en samlet billet. Ved alle koncerter vil der være mulighed for at købe mad i gården, og der vil være bar med øl, vin og drinks.

Harders Under Himlen Sommer koncerter i gården svendborg live musik
()