Døre kl 19.00
Koncert kl 20.00
Pris: 175 + gebyr
TIKKI forener avantgardepop, performancekunst og ritualistiske elementer i sanselige totaloplevelser, der inviterer publikum ud af tankerne og ind i kroppen.
Med sit invented language frigør hun musikken fra betydninger, forklaringer og analyser. Når ordene ikke kan oversættes, får kroppen, sanserne og intuitionen plads til at lytte på en anden måde.
"Feel before understanding."
Publikum træder ind i et levende univers af vokalmusik, duft, lys, live visuals, kostumer, bevægelse og fællessang.
Et 12 personer stort hold af musikere, sangere, dansere og visuelle kunstnere forvandler rummet til et sanseligt værk, der udfolder sig uden pauser fra begyndelse til slutning. Koncerten bevæger sig mellem det intime og det storladne, det skrøbelige og det kraftfulde, det meditativt nærværende og det pulserende.
For publikum, der interesserer sig for performancekunst, totalteater, ritualer og grænselandet mellem musik og scenekunst, er dette ikke blot en koncert, men et værk, man træder ind i.
En aften, hvor du ikke behøver forstå alting. Du skal bare være til stede.
HUMAN : NATURE
Koncerten på Harders markerer både udgivelsen af TIKKIs første album HUMAN: NATURE og den første offentlige præsentation af værket.
TIKKI er konservatorieuddannet komponist, sanger og producer. Hun skriver, arrangerer og producerer selv musikken og står bag det invented language, som danner grundlag for projektets særlige univers.
HUMAN : NATURE er skabt i tæt samarbejde med et kollektiv af musikere, sangere, dansere og visuelle kunstnere, som hver især bidrager til værkets samlede udtryk.