Rummet i midten – interview med Melodi Ghazal
af Ylva Sofie Larsen
“Jeg bildte børnene på mit fritidshjem ind, at Britney Spears var min storesøster. Jeg følte det godt kunne lyde rigtigt, sådan: “Melodi og Britney”.
I forbindelse med at komponist, producer og musiker Melodi Ghazal spiller koncert på Harders i Svendborg lørdag d. 7. oktober fik jeg muligheden for – og æren af – at interviewe hende.
Harders er et gammelt og veletableret spillested, som har lagt hus til mange store koncerter igennem tiden, alligevel har huset summet af en særlig begejstring omkring netop denne koncert.
“Jeg blev anbefalet at tjekke Melodi ud efter en snak jeg havde forud for dette års Avernax festival med Martin fra Den Sorte Skole. Han snakkede så varmt om det at jeg straks måtte hjem og grave lidt. Jeg blev fænget med det samme af Melodis unikke univers. Hun skiller sig virkelig ud med hendes valg, både musikalsk, og lyrisk. Det høres tydeligt at hun henter sin inspiration ude fra den store verden og helt inde fra hjertet. Det er en kæmpe selvfølgelighed at Svendborg skal præsenteres for Melodi Ghazal!”
Og jeg er enig med Mads. Hun skiller sig ud. Der er en sanselighed til stede i Melodi Ghazals musik. Den dansk-iranske kunstner har haft et forrygende år rent musikalsk med koncerter på både Roskilde og Heartland Festival, og så har hun netop udgivet en ny single; “New Melody”
Det er sanseligheden og “rummet i midten”, der bliver udgangspunktet for vores samtale. Rummet i midten: rummet, der opstår som følge af, at have hjemme i to kulturer; imellem blikket der ser, og den, der bliver observeret. Sprog, lyde, ømhed og oprør. At forene det overfladiskt uforenelige, igennem at læne sig ind i alle dele af den man er og give plads til det.
Det er blevet efterår i København og jeg var blevet fanget i regnen lige umiddelbart inden interviewet. Jeg følte mig lidt selvbevidst med pandehår klistrende til panden. Det glemte jeg meget hurtigt igen. Melodi er nede på jorden og møder mig med et væsen, der udstråler venlighed og sårbarhed. Men der er også en umiskendelig styrke. En insisteren på at gøre alvorlige ting med letsind og på at få komplekse processer ud i verden med en overbevisende selvfølgelighed.
Vi taler om, hvordan hun insisterer på ikke at lade tilfældet råde. For det er med største omhu hun sikrer sig, at alle dele, der skal blive et stykke musik, sættes sammen på en meningsfuld måde. Om sin egen proces som komponist fortæller hun:
“Det er rimeligt ofte et collagearbejde. Jeg har ret mange krav til mig selv om, at de valg, jeg tager, skal hænge sammen. Der må ikke være noget vilkårlighed. Der skal være en rød tråd, ikke bare “det lyder godt, let’s go”. Hvis sangens tema er det her, så skal der være sammenhæng i det. Det skal være forenet. Det skal have samme ånd.”
Jeg spørger ind til hvordan musikken kom ind i hendes liv, og hun fortæller, hvordan der hver weekend i den familie hun har her i Danmark var mad, musik og festlighed.
“Jeg har altid oplevet musik som en festlig ting og en anledning til at slå sig løs. Det har været bundet op på en stemning – det har indlejret sig som en rytme i min krop.”
Og så kommer vi til Britney Spears. Det var i Lyngby storcenter, 6-årige Meloldi ser “Hit me baby one more time” på en skærm i en cd-butik. Og det var det.
“Jeg blev mesmerized – jeg blev nærmest Britney-fanatisk. Jeg blev Britney Spears fan.”
Det var igennem Britney Melodi fandt et rum med musikken, hvor hun bare sad og lyttede og lod sig suge ind.
“Jeg bildte børnene på mit fritidshjem ind, at Britney Spears var min storesøster. Jeg følte det godt kunne lyde rigtigt, sådan: “Melodi og Britney”.
Det griner vi lidt af, og jeg bliver selv ramt af insisterende erindringer om, hvordan det føltes, første gang mødet med musik og en kunstner fik lov at blive kæmpestort og helt magisk. Jeg føler den.
Og det er faktisk her det går op for Melodi, at det skal hun også, være musiker. Som en selvfølgelighed. Det var sådan det skulle være. Hun startede til klaver, men var mere interesseret i at komme direkte i gang med at synge og spille end at mestre det som et klassisk håndværk med lange øvetimer hjemme. Der skulle musik ud med det samme. Og det forstod hendes underviser heldigvis. Hun begyndte hurtigt at skrive sange, allerede fra 8-årsalderen.
“Jeg var ret ung. Klassisk naiv. Jeg ville bare gerne det samme som Britney. Der var slet ikke nogen tvivl.”
Jeg spørger ind til hvordan hun oplever, at hendes musik bliver mødt; kan hun genkende den på den anden side af lytternes oplevelse? Hun fortæller med indlevelse, hvordan hun ofte oplever at budskab og intention kan blive simplificeret i medierne. At rummet i midten bliver en form for dikotomi, at noget der har flere lag bliver modtaget for ensidigt. At hun altid allerede bliver læst som aktivistisk i kraft af minorisering; af ikke at tilhøre en identitet, der er majoritetens.
“Jeg oplever ind imellem at den (musikken, red.) bliver simplificeret i oversættelsen – i medierne – og lidt til gidsel i en agenda. Noget der ikke er nemt, bliver gjort nemt. Det skal helst sælges i en linje.”
Hun beskriver med varme i stemmen, hvordan hun ofte modtager personlige beskeder fra lyttere, der ligner hende, og sætter pris på at blive spejlet som etnisk minoriserede. At det betyder noget. At det også skaber noget særligt at hun synger på to sprog – Amerikansk og Iransk, de sprog hun selv lytter til musik på.
“Det er fedt at kunne kommunikere med andre, der taler iransk igennem musikken, at invitere tosprogede ind. Jeg er glad for fællesskabsfølelser i musik. Og samtidig er det fedt at invitere andre, der ikke har den oplevelse, med ind i det rum.”
Vi er ved at runde af, og jeg afslutter med at spørge ind til, hvad hun drømmer om i fremtiden – og lærer at en del af drømmen er faktisk allerede gået i opfyldelse; hun skal lave sit debutalbum.
“Jeg ved allerede at jeg skal noget jeg drømmer om. Men det er stadig min drøm. I november, så tager jeg væk og har helt fri til at lave album. I nogle måneder. Det er totalt fedt, at jeg har mulighed for det. Fordybelsesfasen. At spille koncerter er en meget anden proces end at lave musik. At optræde er meget udadvendt og at lave musik er indadvendt. Sammenstykningsprojektet virker bedst uden afbrydelser.”
“Så drømmer jeg om at spille i Europa og resten og verden.”
Du kan opleve Melodi Ghazal på Harders i Svendborg, nu på lørdag.
