Der er poesi, i alt der lever
Interview med Alexander Weile Klostergaard, First Flush – Af Ylva Sofie Larsen
D. 6. oktober udkom First Flush med deres femte album Årene. Lørdag d. 28. oktober spiller de deres tredje koncert på Harders i Svendborg.
First Flush har spillet på Harders i 2015 og igen i 2021. Så på sin vis har Harders været med fra begyndelsen, igennem årene – og nu spiller de for første gang som hovednavn. Det er i den anledning, jeg har bedt Alexander om at møde mig.
Der er storm i Svendborg. Vandet, der normalt smyger sig roligt om byen, er gået over sine bredder og vinden griber hidsigt efter alle, der har bevæget sig ud i den. Det har Alexander. Alexander er medlem af First Flush, han spiller bas, er med på vokal, og så skriver han teksterne sammen med forsanger Jonathan West Carstensen. Melodierne laver de alle fem. Alexander og Jonathan, og så Jeppe Pelck Bille Davidsen på trommer, Peter Bruhn og Mads Rubin på guitar. Vi mødes på biblioteket, og går sammen mod et sted vi er blevet enige om serverer god kaffe, og hvor det er godt at arbejde.
Der er gået to år siden deres forrige album, Fjorden udkom. For kun 3 uger siden kom så deres nyeste album. Årene. Et stilistisk sikkert og nærværende album, der på 27 minutter evner at rive din sjæl en lille smule fra hinanden, men også at samle den igen. Anmelderne kalder det forfatterskole pop og åbningsnummeret “Ildfluer” for “en salme, fra Danmarks måske største forkyndere af Rockens religion.” Det er et sted herimellem, der bliver plads til både bandets og lytterens egen poesi. Og poesien vender vi tilbage til. Den fylder. Og den kan noget.
Jeg er nysgerrig på, hvordan det er nu, hvor et projekt, der hidtil primært har haft liv inden for bandets trygge rammer, endelig er sluppet løs i verden.
“Det er meget mærkeligt og dejligt på samme tid. Nu er det for alvor, at folk de hører det. Min far har fået brændt en cd, så han kan høre den” siger Alexander. De fleste af albummets sange er blevet til, tilbage i sommeren 2020, da verden åbnede forsigtigt op efter coronanedlukningen, og bandet befandt sig ved Hardangerfjorden i Norge hos Mads, der er guitarist i bandet. Der bor han nemlig. Jeg får en fornemmelse af et band, og af mennesker, der er enormt åbne for forandringer og udvikling. Både i dem selv og deres musik, men ikke mindst i hinanden – hvordan kommer det til udtryk når de laver musik sammen – når de skal et nyt sted hen?
“Der er noget der handler om venskab. Vi er sammen fordi vi er venner. Og vi kan ikke lade være med at lave musik sammen, for det er vi gode til. Man kan også sige at, vi har lidt forskellige tilgange til musik. Det er godt. Vi har på en måde hver sin rolle. I det at have et band. Og vi har spillet sammen i mange år.”
Og faktisk går båndene helt tilbage til gymnasietiden. En tid hvor der var plads og rum til at bruge endeløse eftermiddage i Jeppes forældres kælder – her var der øvelokale. Og de steder, hvor musikken igennem tiden er blevet skabt, sætter spor i den. Hardangerfjorden, i denne omgang. Kyoto. Amager Strandpark. Øvelokaler der siden er forladt og endda jævnet med jorden.
Så er der navnet. First Flush. Jeg er nysgerrig på hvad det kommer af.
“Jonathan er god til litterære referencer. First flush kommer fra en roman af F. Scott Fitzgerald. Ham læste vi meget i gymnasiet. Fra sætningen “First flush of his youth”. Den første høst af ens ungdom. Der er også te, der er first flush. Den reneste te.”
Jeg har en søn på 6, han er meget begejstret for First Flush, og jeg spørger om det er ok, at jeg stiller et spørgsmål fra ham. Det er det. Min dreng, Ajvan, vil gerne vide hvordan man VED at det er musiker man skal være. Og hvad skal der til?
Og det er noget med, at man skal gøre det, fordi det gør én glad. Og andre glade. Og fokusere på dét, når det føles svært ind imellem, lyder det åbenhjertigt fra Alexander.
“Måske gør det lidt ondt at øve sig. Så går der noget tid, før man kan føle, at man er blevet bedre. Men man gør det fordi det gør andre glade. Og fordi det gør én glad.”
Vi snakker om, hvordan de bliver mødt af pressen, hvordan beskrivelserne spænder vidt, og hvordan det på en måde skaber rum for det forunderlige og foranderlige. Poesien. Hvordan de fleste anmeldelser af bandets musik er skrevet ret poetisk. Som om poesien flyder over; fra Alexanders notesbog og til den, der først lytter og nu anmelder.
“Og det er faktisk pointen. At vi måske i vores musik vækker lysten til at være poetiske i andre”
Snakken falder på Svendborg. Om det at flytte for at få luft. Helt bogstaveligt. At have plads omkring sig. Skov. Og hvordan Alexander forestiller sig, at Svendborg uundgåeligt vil blive en del af den næste plade. Som de i øvrigt gerne ville have økonomisk luft til at lave, så der ikke behøver at gå flere år hver gang. Han siger grinende, at kulturministeren bare kan ringe. Eller dronningen.
Det er, som sagt, Alexander og Jonathan der skriver teksterne. Og det varierer, hvad der kommer først. Ordene eller musikken. Men uanset, er det poesien, der åbner op.
“Der er poesi, i alt der lever. Poesi er over alt. Det er ikke som vi støder på det i skolen. Poesi for mig er det at skabe noget igennem de ord jeg skriver ned i min notesbog. Opleve hvordan de bliver til en sang.”
Jeg spørger om der er nogle særlige temaer og budskaber han prøver at formidle igennem musikken.
“Jeg prøver at formidle, at du skal tro på dig selv. Og når du mister troen, så er det godt, at der er nogen andre, der kan hjælpe dig.”
Vinden har godt fat nu, huset giver sig og kaffen er ved at være drukket op.
Jeg vender tilbage til et udsagn om, at “Ildfluer” bliver beskrevet som en salme, at det bliver sagt at First Flush er gået igennem en form for spirituel vækkelse som band. Som mennesker. Og her dukker poesien op igen. Poesien i fællesskabet. Alexanders øjne lyser op. Han beskriver, hvordan han oplever denne her vækkelse i form af en større åbenhed for fællesskabet. En anden af grundene til, at han og hans lille familie er flyttet til Sydfyn og Svendborg. Jeg spørger, hvad der inspirerer ham allermest lige nu, og igen er det fællesskabet og storheden i livets gang, i årene, der dukker op.
“At jeg selv skal være far. Til jul. Jeg synes at det er utroligt smukt at se, hvordan vores familie reagerer. Venner. Som om vores lille barn allerede er taget godt imod. Jeg oplever rigtig meget fællesskab og tryghed i noget, der ellers er så utrygt. At blive forældre for første gang.”
First Flush spiller på Harders, nu på lørdag d. 28. oktober.
For billetter og info: www.harders.nu
