Spillestedet Harders
Harders

Mellemblond

Køb Billet

Sidst i 2021 udkom Mellemblonds femte fuldlængde album ”En Jordisk Chance”, på pladeselskabet Møs Møs. Singlerne ”Blæsten I Træerne”, ”Hjertets Tro” og ”Før Noget Kan Blomstre” har alle fået godt med airplay på P6 og P4s toneangivende playlister.
Sangskriver Kristoffer Munck Mortensen siger om udgivelsen: “Pladen har været undervejs siden december 2019. Nogen af sangene er skrevet, mens vi indspillede, mens andre går flere år tilbage. Efter den forrige akustiske plade, Solregn, var det fedt at sætte strøm til igen og skrue op for det hele. Jeg endte med titlen, En Jordisk chance, fordi jeg synes den er positiv og optimistisk. Og det har vi da brug for. ” Albummets elleve sange spænder fra dansabel disco på Blæsten I Træerne, støjende, distorted guitarrock på Det Der Gik I Hjertet og indfølte ballader som Nattetåge og Bling bling. Som vanligt hos Mellemblond kommer man i teksterne både ud i byen med linjer som “se nu hvor skumringen står/i et lystigt neonskær”, ind i naturen hvor “græsset gror/lyng står i flor/der er ikke mere mellem himmel og jord” og rundt om kærligheden med det mantraagtige omkvæd “Og i øjnene må vi bære det/Alt det der gik i hjertet”

De forskellige musikalske udtryk bindes sammen af KMMs karakteristiske vokal og guitarspil og i samarbejdet med producer Mads Brinch og trommeslager og producer Adrian Aurelius. Det samme hold stod bag pladen Lysvågen i 2013, der bl.a. blev nomineret til fire Steppeulve det år og indeholdt evergreenen Et øje.

Desuden medvirker trommeslager og producer Jakob Høyer, bassisterne Jakob Falgren og Jens Hein samt sangerinden Charlotte Schultz. Senest har Mellemblond været aktuel med den akustiske plade Solregn (Møs Møs 2020), der fik fem stjerner i Gaffa og bl.a. indeholdt en rørende duet med sangerinden Kira Skov.
Live-bandet: Kristoffer Munck Mortensen (sang, guitar) Jakob Falgren (bas) Simon Toldam (keys) Jakob Høyer (trommer)

Anmeldelser

“Hvis der skal være nogen retfærdighed til, venter der Kristoffer Munck Mortensen et folkeligt gennembrud, for få mestrer sangskrivning af så uforudsigelig, men samtidig dybt iørefaldende karakter som hans”

Kasper Schütt-Jensen, Jyllandsposten

 

“Mellemblond rammer klokkerent. Igen. Få formår at skrive så indtagende melodier som Mortensen. Og det guitarspil, altså – det er jo sublimt. Som pladen i øvrigt.“ Klaus Lynggaard, Weekendavisen “Mellemblond er lidt af et åndehul på den danske musikscene, og her er En jordisk chance ingen undtagelse. Det er enkle og velkomponerede sange ,der holder et stadigt højt lyrisk niveau.”

Jan Opstrup Poulsen, Gaffa

 

“På En jordisk chance giver Munck Mortensen poesien drømmende guitar-vinger og demonstrerer endnu engang, hvorfor han er at tælle som en af vores ypperste danske sangskrivere. Bag den lyriske facade dominerer den stærke melodi gang på gang. Det er det tænkende menneskes popmusik.“ HQ music “En jordisk chance er skønhed og afslappende dansksproget dream-pop/rock med et stærkt melodisk drive” Rasmus Hans Jensen, Gaffa

“Kristoffer Munck Mortensen har fundet forstærkeren og sit rockpoetiske udtryk frem igen. Det skal han have tak for. (…) En udpræget fornøjelse at spendere sin tid med.”

Esben Suurballe Christensen, Gaffa