Spillestedet Harders
Harders

Excelsior & Karen Juhl

Køb Billet

EXCELSIOR

Excelsior udgiver 26. august albummet ‘Fit For Fiction’ – et hybridt og eksperimenterende popunivers, hvor Excelsior synger poetisk om naturens ro og kvindefortællinger gennem kulturhistorien Singlerne “Ghost” og “Gold Runs”, er spillet på P6 Beat og omtalt i Soundvenues Top Tracks og Bands of Tomorrow.

‘Fit For Fictions’ magiske lydlag destillerer Excelsiors fascination af naturen og at give sig hen til landskabet, til roen og til ventepositionen i en ellers støjende, travl og moderne verden. Og i den ro at finde et øjeblik til at dykke ned i narrativet om kvindeskæbner i kulturhistorien, både fra de spæde, mytiske beretninger og helt frem til nutidige og moderne beretninger.

Albummets titel udspringer af sangen “The Idea Of”. hvor Excelsior synger om at være “too fit for fiction” – den ekstatiske og på samme tid overvældende følelse, der opstår, når man våger at hengive sig fuldt og helt til et andet menneske og kaste sig hovedkulds ind i et nyt kærlighedsunivers.

‘Fit for Fiction’ er ikke kun knyttet til det nære og personlige. Albummet peger også ud mod verden og de fortællinger, som omkranser vores allesammens hverdag, og som udgør vores virkelighed – som pandemien, der med ét blev en ny virkelighed. Om historierne, der gennem årtier har holdt feminin identitet i et patriarkalsk jerngreb, hvilket Excelsior synger om på “Ghost” og “Gold Runs”. Om den verden, der de seneste år har gennemgået massive forandringer og som lige nu forsøger at aflære os gamle, fundamentale mønstre om f.eks. køn og race, som på Excelsior synger om på sangen “Undo”. Denne forunderlige og foranderlige verden, som Excelsior er optaget af, oversætter hun på smukkeste vis i melodierne, der rummer hobevis af akkorder, skift og store bevægelser – i sin essens en progressiv og hybrid lyd.
Stemmen er særligt kendetegnende for ‘Fit for Fictions’ i alt 9 sange, der forvandles og transformeres til et altfavnende og dynamisk instrument med mange lag og retninger gennem hele albummet. Og Excelsiors fascination af stemmens kraft er ikke tilfældig. Med grønlandske rødder var det oplagt at besøge Grønland ifm. Nuuk-Nordisk kulturfestival i november 2021.

“Det var enormt vigtigt for mig at rejse til Grønland på egen hånd – både for at blive klogere på mit grønlandske ophav men i lige så høj grad for at opleve den storslåede natur, jeg kun husker i glimt fra de få gange, jeg tidligere har besøgt landet som barn. På min tur opdagede jeg, at den interesse for stemmen, som jeg altid har haft i mig, på mange måder stammer derfra. Sang er en kæmpe del af kulturen i Grønland – folk synger f.eks. meget på gaden.”

Label: The Big Oil Recording Company
Udgivelsesdato: D. 26. august 2022

Excelsior, som netop har spillet koncerter til blandt andet Copenhagen Jazz festival og Herslev under åben himmel, spiller til efteråret tre koncerter, hvor man kan opleve musikken fra Fit for Fiction – i København, Aarhus og Svendborg.

 

KAREN JUHL

Karen Juhl er en sangskriver og artist med base i København. Under sit tidligere kunstnernavn KHAN udgav hun det audiovisuelle værk OCCUPY via den prestigiøse britiske blog the 405. Debut-koncerten på SPOT  festival blev af Soundvenue kåret som én af årets bedste koncerter og hun blev af samme udnævnt som én af de mest lovende danske kunstnere.

Nu er hun ude med debut EP og mixed media værk Endless; ”et fantastisk eksempel på eksperimenterende pop, der rører lytteren og samtidig formår at udvide grænserne for det, vi kalder musik i dag”, i følge Metal Magazine.

Skiftevis syngende, talende og rappende forener Karen Juhl i sine sange det helt kropsligt nære med globale begivenheder. Inspireret af kunstnere som Laurie Anderson, Solange og Holly Herndon er Juhls arbejde flydende mellem kunstformerne og med lige dele kærlighed til eksperimenterende elektronisk musik og popsange udforsker hun hvad sangkunst kan være i det 21. århundrede.

På scenen foldes universet ud som en art dekonstrueret klub-performance med laptop, synthesizer og elektroniske trommer. Udover Endless arbejder hun på sit debutalbum. Der er med andre ord gode grunde til at holde øje med Karen Juhl.